Forside / Betændelse i tyktarmens divertikler
Divertikler inddeles principielt i to kategorier: uægte og ægte. Ægte divertikler, som omfatter samtlige lag af tyktarmen, er dog yderst sjældne.
Divertikler defineres som udposninger af tarmslimhinden, der trænger igennem tyktarmens muskellag. Strengt taget er det altså de uægte divertikler, der er mest almindelige. Tilstanden, hvor man har flere uægte divertikler, betegnes divertikulose. Disse viser sig typisk i den sidste tredjedel af tyktarmen og ses sjældent hos yngre individer. En betændelsestilstand i divertiklernes væg kaldes divertikulitis, mens inflammation i det omgivende væv benævnes peridivertikulitis.
Der eksisterer ingen fuld enighed om de præcise mekanismer bag udviklingen af divertikulose og divertikulitis. Dog formodes det, at uægte divertikler opstår som følge af en svaghed i tarmvæggens muskulatur, kombineret med et forhøjet tryk i tyktarmen. Dette pres presser slimhinden ud gennem de svage punkter i muskulaturen. Der synes at være en klar korrelation mellem et livslangt indtag af en fiberfattig kost og en øget risiko for at udvikle divertikler. Man antager, at divertikulitis udløses af, at afføring samler sig i divertiklerne. Denne ophobning kan føre til en overdreven bakterievækst, som igen kan beskadige divertikelvæggen og inititere en betændelsesproces.
Divertikulose er ofte symptomfri, men kan lejlighedsvis medføre en følelse af oppustethed og mavesmerter. Disse smerter er typisk lokaliseret til den nedre venstre del af bughulen, hvor den sidste del af tyktarmen er placeret.
Divertikulitis manifesterer sig derimod altid med symptomer, hvis sværhedsgrad afhænger af udviklingens hastighed og eventuelle komplikationer:
Det antages, at en kost rig på fibre kan bidrage til at forebygge divertikulose og dermed også divertikulitis. Ved diagnosticeret divertikulitis er lægelig behandling altid nødvendig. Generelt bør man søge læge ved vedvarende tarmproblemer, især hvis man er over en vis alder, for at udelukke andre tilstande.
De mest effektive metoder til at diagnosticere divertikulose og divertikulitis er:
Behandling af divertikulose, når der opstår symptomer, følger retningslinjer for forstoppelse og irritabel tyktarm. Divertikulitis ledsaget af feber kræver antibiotisk behandling. I tilfælde, hvor konservativ behandling ikke har den ønskede effekt, eller ved komplikationer, kan kirurgi blive nødvendigt.
Divertikulitis kan antage et akut forløb præget af hurtigt indsættende smerter, feber og opkastninger. Ved større perforationer kan tarmindhold sive ud i bughulen, hvilket kan føre til alvorlig bughindebetændelse. Derudover kan der udvikles abscesser (bylder) på tarmen.
Tilstanden kan ligeledes manifestere sig i et mere kronisk, mindre voldsomt forløb, dog stadig med risiko for komplikationer. Symptomerne i et sådant forløb inkluderer længerevarende smerter, let feber samt enten forstoppelse eller diarré. Abscesser og fistler (unormale forbindelser mellem tarmene) kan ligeledes opstå. Efter gentagne tilfælde af kronisk divertikulitis kan der opstå ardannelse, hvilket kan medføre en indsnævring af tarmen. Selvom denne indsnævring sjældent er fuldstændig, kan den dog give symptomer, der er mindre udtalte end ved en akut forsnævring. Komplikationerne ved akutte og kroniske forløb overlapper, og blødning kan forekomme i sjældne tilfælde ved begge former. Det skal dog understreges, at langt de fleste tilfælde af divertikulitis forløber mildt og uden komplikationer.