Forside / Bivirkninger ved kontrastvæske ved mr scanning
Magnetisk resonans (MR)-scanning er en avansert diagnostisk metode, der har vundet frem siden begyndelsen af århundredet. Denne teknik er baseret på brugen af stærke magnetfelter og radiobølger, hvilket betyder, at patienten ikke udsættes for røntgenstråling eller andre potentielt skadelige former for stråling.
Under en MR-scanning ligger patienten inde i en stor, cylindrisk magnet. Her udsættes vedkommende for pulserende radiobølger. Normalt er atomkernerne i kroppen orienteret tilfældigt, men det kraftige magnetfelt får dem til at rette sig op i samme retning. Når atomkernerne justeres på denne måde, udsender de selv radiobølger, når de falder til ro. Scanneren opfanger disse signaler og omsætter dem til detaljerede billeder. Billedernes kvalitet er afhængig af signalernes placering og intensitet.
Da kroppen primært består af vand, og vand indeholder hydrogenatomer, er det ofte hydrogenatomernes kerner, der anvendes i MR-scanneren. Dette muliggør billeddannelse af næsten alle typer væv i kroppen. Væv med et lavt indhold af hydrogenatomer kan dog være sværere at visualisere.
MR-scanning tilbyder overlegne billeder af kropsdele, der er omgivet af knoglevæv, sammenlignet med andre billeddiagnostiske metoder. Dette gør teknikken særligt velegnet til undersøgelse af hjernen og rygmarven. MR-scanning giver detaljerede billeder og er den mest præcise metode til at identificere tumorer i hjernen. Den kan også afklare, om eventuelle tumorer har vokset sig ind i det omkringliggende hjernevæv.
MR-scannerens evne til at fokusere på fine detaljer i hjernen gør det muligt at afsløre arvæv, der dannes som følge af nerveskader forårsaget af multipel sklerose. Desuden kan MR-scanning påvise ændringer i kroppens vævssammensætning, såsom dem, der opstår efter en hjerneblødning eller et slagtilfælde.
Hjertet og større blodkar kan også tydeligt adskilles fra andet væv ved hjælp af MR-scanning. Dette giver mulighed for at diagnosticere medfødte hjertefejl og vurdere ændringer i hjertemuskulaturens tykkelse efter et hjerteanfald. Metoden kan også anvendes til at undersøge andre organer, herunder lever, milt, tarme og led.
En væsentlig fordel ved MR-scanning er dens evne til at generere billeder i flere planer - vandret, lodret og skråt - mens CT-scanning kun leverer billeder i et horisontalt plan. MR-scanning giver en bedre kontrast mellem normalt og unormalt væv, hvilket muliggør visualisering af detaljer, der ikke kan frembringes med CT-scanning.
Scanningen udføres ofte som en ambulant procedure, hvilket betyder, at patienten kan gå hjem umiddelbart efter undersøgelsen. Det er afgørende, at patienten ligger helt stille under scanningen for at undgå forstyrrelser i billedkvaliteten. Af denne grund kan det være nødvendigt at berolige urolige patienter og børn med medicin.
Undersøgelsen er smertefri og mærkes ikke på kroppen. Patienten kan dog høre en tikkende lyd fra scanneren under drift. Da MR-scanning involverer et kraftigt magnetfelt, er det vigtigt, at patienten ikke bærer smykker eller andre metalgenstande under undersøgelsen. Det er ligeledes vigtigt at informere personalet, hvis patienten har metalimplantater i kroppen, såsom kunstige hofteled, skruer eller kirurgiske clips, eller bærer elektroniske apparater som høreapparater eller pacemakere.
Det anses generelt for, at MR-scanning ikke er forbundet med nogen form for fare eller bivirkninger. Da der ikke anvendes ioniserende stråling, kan patienten undersøges gentagne gange uden risiko. Nogle personer kan opleve klaustrofobi under scanningen. Hvis man er bange for dette, bør man tale med sin læge om muligheden for beroligende medicin inden undersøgelsen.